fotograf

Store drømme
om et minisamfund

I Herfølge er et minisamfund så småt ved at opstå. Navnet er LilleSyd, og det er Peter Aalbæk Jensens drøm om at genskabe hans egen barndoms landsby. Et minisamfund kræver både engagement, ekspertise, organisering og økonomi. Men det starter med og lever af et fællesskab.

På Bjergvej 8 i Herfølge og de omkringliggende knap 150.000 kvadratmeter ligger et projekt. Et minisamfund, som så småt er ved at opstå rundt om et forsamlingshus. Over en af indgangene til dette forsamlingshus står der ”LilleSyd”. I spidsen for LilleSyd står Peter Aalbæk Jensen, den 63-årige iværksætter mest kendt som manden bag filmproduktionsselskabet Zentropa.

Bag forsamlingshuset triller toget mellem Herfølge og Køge forbi. Ved siden af tre campingvogne tæt på skinnerne står to ponyer i en indhegning, og i indhegningen ved siden af dem står to geder. Området huser desuden får, grise, høns (når ræven ikke har været på besøg) og krydderurter og en stor køkkenhave.

Peter Aalbæk Jensen ønsker, at der skal bygges 20-25 boliger i området, mens kommunen har foreslået hele 80. For Peter er det vigtigt, at LilleSyd ikke kun består af boliger. Der skal også være købmand, skole, dagsinstitution, samt en kirke for alle religioner.

Dette fællesskab er lige nu begrænset i omfang, men stemningen er god, og interessen udefra kan mærkes. Den mærkes gennem den lokale opbakning til arrangementer i forsamlingshuset. Den mærkes når kommunen foreslår flere bopæle, end Peter Aalbæk Jensen selv havde tænkt, og når naboen snakker om at sælge deres hus og bygge et såkaldt tiny house, et lille hus som nemt kan flyttes, i LilleSyd.

100 mennesker, 350 grader

Det er fredag, og det er pizzaaften. Det er anden gang LilleSyd Forsamlingshus, via deres hjemmeside, har inviteret til øl og pizza. Arrangementet er sat til at starte kl 17, og allerede tre kvarter inden da, begynder de første gæster at dukke op. I køkkenet hakkes, snittes og arrangeres der i et travlt tempo, men omgangstonen er blødere end i det stereotypiske køkkenmiljø. Peter Aalbæk Jensen siger ikke meget, men han står aldrig stille.

LilleSyd er Peter Aalbæk Jensens drøm om at genskabe sin barndoms landsby: ”Det var ikke noget hippiefællesskab. Det var bare en masse folk der boede op og ned af hinanden og hjalp hinanden og tjente penge ved at sælge ydelser til hinanden og opdrog landsbyens børn i fællesskab. Og så mødtes man i kirken om søndagen,” siger Peter om drømmen, som hans svigersøn, Jesper Havaleschka, beskriver som: ”en tynd tråd mellem orden og kaos.”

Peter fortsætter: ”Jeg bilder mig ind, at et minisamfund som min barndoms landsby kan løse en hel del af de udfordringer, vi har som moderne menneske. Der var ikke nogen der sad og ikke blev taget hånd om. Alle i landsbyen holdt øje med alle. Og så var det et nøjsomt liv. Jeg tror, kæden hoppede af i starten af 70’erne, hvor man pludselig fik to frikadeller i stedet for en frikadelle til aftensmad. Det var der, det begyndte at blive, for alvor, et forbrugersamfund.”

Siden 2008 er antallet af husstande med mere end én familie steget med over 44%. På bofællesskab.dk findes der 103 steder under betegnelsen ”bofællesskab”. LilleSyd betegnes af Peter som en økosamfund. Der er lige nu 33 medlemmer af Landsforeningen for Økosamfund. Af de 33 er fem betegnet som ”økosamfund på vej”. LilleSyd optræder dog ikke på disse lister endnu.

Til pizzaaftenen befinder der sig hurtigt 100 mennesker ved bænkene udenfor forsamlingshuset, og mange af dem besøger baren for at få stillet et af deres fredag-eftermiddag-behov: tørst. Hurtigt melder det andet behov sig dog: sult. Klokken 17 annoncerer Peter Aalbæk Jensen til de pizzaansvarlige: ”vi laver den første pizza kl 17.45.”

”Forsamlingshuset er en form for test ground for alle familier og venner, der prøver at arbejde sammen og forsøger at finde ud af, hvad det hele handler om her. Og så er det et show room. Det er her vi holder arrangementer, hvor vi får talt med folk om, hvad det er for et sted, vi drømmer om hernede,” fortæller Jesper Havaleschka som beskæftiger sig med LilleSyd på fuldtid. Forsamlingshuset bookes til bryllupper, fødselsdagsfester, jubilæer, og andre typer arrangementer. ”Vi har booket konfirmationer indtil 2023,” siger Jesper.

Bag den synlige popularitet ligger økonomien og ulmer. Peter Aalbæk Jensen og hans kone Lise Palm finansierer hver måned med deres private indtægter, og Peter har lånt 2,5 millioner af en investor. ”Det kniber lidt indimellem med at fokusere på det jeg sidder midt i, fordi der hele tiden er en udfordring,” siger han.

Snakken på pladsen går, og mellem smilene og latteren bliver der kastet blikke imod den tomme udendørs pizzaovn, som står klar ved 350 grader. Peters stedsøn Jasper (kendt som Makrellen) hjælper nogle gange til i LilleSyd, og til aften står han klar med en pizzaspade. Laura Roseanna Delzotto O´Neill har, med sine ti års erfaring som texansk pizzakok, klargjort mere end 100 klumper hjemmelavet pizzadej til aftenens arrangement og står standby ved sin arbejdsstation ved siden af ovnen.

Mongolske telte og jordskibe

Laura Roseanna Delzotto O´Neill er 33 år og fra USA, og hendes mand Phil Delzotto O´Neill på 31 er fra Australien. Begge fandt for tre år siden arbejde på et større bryggeri ved Køge Havn, og da de var tæt på at købe et hus i Køge, ombestemte de sig, da de hellere ville være en del af LilleSyd, som de havde hørt om gennem en kollega på bryggeriet. ”Vi overvejede at bo i et hus i midten af ingenting, men vi ville blive ensomme,” siger Phil som er uddannet bager og selvudlært brygmester.

”Vi har en fed lejlighed i Køge. Når vi nævner for folk, at vi vil flytte til LilleSyd, siger de ’hvad fanden er der galt med jer?’ Men som jeg ser det, kan alle eje en ejendom, men ikke alle har privilegiet af at være en del af et samfund. Vi har fået flere venner på tre måneder i LilleSyd end på to år i Køge by.”

Nu har de brugt knap fire måneder på at bygge en jurt, et halvkugleformet helårstelt med oprindelse i Centralasien. ”Vi vil gerne bygge et earthship en dag,” fortæller Laura. Et earthship er et hus bygget bl.a. af genbrugsmaterialer og som er stort set selvforsynende.

Når Laura og Phil er i LilleSyd for at arbejde på jurten, tager Laura forbi grisene og fodrer dem. ”Når vi en dag bor her fast, vil jeg bruge mere tid på at passe grisene og lave pizza. Phil vil måske bruge sin uddannelse som bager og lave brød her,” fortæller Laura med sin umiskendelige amerikanske diktion.

Kaos på fuldtid

”Vi laver første pizza kl 18!” siger Peter Aalbæk Jensen klokken 17.45. En køkkenassistent har på eget initiativ smidt en gavmild håndfuld kommen i tomatsovsen, og gjort den uspiselig. Nelli i køkkenet er sat til at røre en ny sovs sammen uden kommen i og med fart på. ”Fint, whatever,” siger Laura, som fortæller, at hun ikke vil blande sig i andre dele af pizzabagningen end dejen, selvom det er svært at lade være.

En far skubber sin søn frem til pizzabordet. ”Min søn vil gerne vide, om der snart er pizza? Han er rigtig sulten.” Laura forstår lidt dansk, men kan ikke svare på dansk, så hun sender Makrellen et blik med bøn om hjælp. ”Vi begynder lige om lidt,” siger han til manden, som uden at fortrække en mine går igen med sin søn.

Jesper Havaleschka er tidligere befalingsmand og har en kandidat i uddannelsesvidenskab. Under pizzaaftenen er han på en tiltrængt ferie, men ellers er han en nøglefigur i LilleSyd, og arbejder fuldtid med den daglige drift af forsamlingshuset og projektet generelt.

”LilleSyd er et sammenrend af en masse mennesker med en masse projekter, som tror på idéen om det her bæredygtige samfund, både materielt, ressourcemæssigt og menneskeligt, og som er kommet herned og begyndt at lave en masse ting i mere eller mindre kaos,” fortæller Jesper Havaleschka som er 41 år og bor med sin kone Sigrid Aalbæk Jensen (Peter Aalbæks Jensens datter) og deres datter Annelise på tre og et halvt.

De bor nu i et istandsat hus få meter fra LilleSyd forsamlingshus. ”Vi boede på Østerbro i ambassadekvarteret, og havde i princippet intet at klage over. Men vi levede også et stresset liv og havde fået et barn som gjorde, at vi var nødt til at kigge på vores liv. Var der det liv vi ville have, vores barn skulle vokse op i?” fortæller Jesper.

Heste, grise, får… og køer

Den sultne dreng vender tilbage til pizzaovnen, denne gang uden sin far, som går en tur på parkeringspladsen. Drengen ser med trætte øjne på, da Laura klokken 18 langt om længe får et ”go” fra Peter om at gå i gang. Hun smider rutineret en flad klump dej op i luften, og den svævende dej symboliserer startskuddet på pizzaaftenen.

Køen bliver med det samme tyve meter lang. Maverne rumler, men der er smil på læberne. På et tidspunkt råber en mand i køen i en vittig tone noget om, at de må sætte farten op. Peter svarer prompte: ”Når jeg kigger ud på alle de store maver, tror jeg sgu ikke der er nogen der er underernærede i det her selskab. Der er ikke nogen her, der dør af sult.” Pizzaovnens begrænsede kapacitet og Peter Aalbæk Jensens insisteren på ikke at bruge ovnene i køkkenet, da det er ”hyggeligt” at bruge stenovnen udenfor, betyder at køen ikke forsvinder før tre timer senere. På et tidspunkt ignorerer Peters kone, Lise Palm, befalingen og laver 18 pizzaer i ovnen i køkkenet.

Senere dukker Phil op, og han og Laura spiser deres egne pizzaer i køkkenet sammen med køkkenpersonalet. Omkring kl 22 begynder gæsterne at forlade LilleSyd, og bilerne triller ud fra den nyanlagte parkeringsplads, som det var ikke en nem opgave at få lavet færdig. Heldigvis er LilleSydboeren Mansour altid klar på en praktisk udfordring.

Det her er hjem

Mandag formiddag. Fire dage til pizzaaften. Endelig har Mansour Ahmed Talet tid til at få ordnet parkeringspladsen, som, da han sætter sig ind i gravkoen, er en bunke murbrokker og knuste teglsten spredt ud over et stort areal nord for LilleSyd forsamlingshus.

Men inden der er gået ti minutter i gravkoen, opdager den egyptiske altmuligmand, at der er noget galt: bæltet er løst. Resten af dagen går med at han og hans syriske kollega Redwan forsøger at reparere bæltet, uden held. De må vente på professionel hjælp, som kommer senere på ugen. Om fredagen, lige inden gæsterne ankommer til pizzaaften, lykkes det Mansour at få klargjort parkeringspladsen.

Mansour Ahmed Talet var gift med en dansk kvinde og flyttede til Danmark i 2015. Han så et opslag om arbejde i Peter Aalbæks have. Han inviterede Mansour forbi, og nøgen ved sin pool bød Peter ham velkommen i sit hjem i Herfølge. Siden 2017 har Mansour arbejdet for Peter, først i haven og siden i LilleSyd som maskinoperatør, reparatør, gartner, opvasker og andre ad hoc-opgaver i det nystartede minisamfund ved Bjergvej.

”Han er ikke bare en chef. Han er familie. Vi er alle sammen familie her. Jeg føler det her er hjem,” siger Mansour om Peter Aalbæk Jensen og LilleSyd. Da Mansour blev skilt, tilbød Peter ham at bo i et udhus ved siden af poolen. Der bor Mansour nu mens han afventer svar på, om han kan blive boende i Danmark, eller skal ud af landet.

Hvis Mansour bliver sendt ud af landet, bliver det ikke uden, at han har sat sit præg på området. Foruden alt det nødvendige, praktiske arbejde, har han nemlig plantet 800 træer i LilleSyd. ”Jeg elsker træer. Når de en dag er blevet store, vil folk kigge på dem og tænke: Det er Mansours træer.”

Vi laver en plads

Sankt Hans Aften benyttes som endnu en mulighed for at skabe opmærksomhed omkring LilleSyd. Cirka 40 naboer og lokale har sat sig ved langbordet i LilleSyd forsamlingshus. Snakken går, glassene er fyldte. Alle bliver bedt om at tage en af de højskolesangbøger, som ligger strøet ud over bordet. ”Nummer 334!” annoncerer Peter Aalbæk Jensen. Han har været i køkkenet hele eftermiddagen, og en buffet er ved at tage form på bordene langs væggen. ”Vi synger!” råber han. ”Se, det summer af sol over engen,…” begynder den kollektive røst. ”…honningbien vil fylde sin kurv, og der pusles ved bordet og sengen…” En mand mumler noget om en manglende stol til Peter, som mellem linjerne svarer: ”Vi laver en plads,” inden folkekoret fortsætter: ”…af den fattigste sisken og spurv…”

Senere på aftenen har Sankt Hans-himlen skiftet fra lyseblå til mørkeblå. Jens Madsen, 54 år, kæmper med at få ild i bålet med sin lighter. ”Der er gang i den!” råber hans veninde Pia, og Jens løber væk. Den lille flamme der tog fat giver hurtigt op, bliver til en glød og snart en streg af røg. Jens forsvinder for en stund og dukker op med en spandfuld diesel, som han gavmildt hælder over bålet og ved et uheld ud over sine shorts og træsko. Denne gang tager ilden grådigt fat i bunken af grene og kviste. Heldigvis ikke i hverken shorts eller træsko.

Jens Madsen har arbejdet som automekaniker siden han var 14 år. De sidste 30 år var han medejer af et værksted placeret cirka 50 meter fra hvor bålet nu brænder under midsommerhimlen. Efter sin skilsmisse måtte Jens opgive værkstedet og flytte fra sin bolig. Nu bor han midlertidigt i en campingvogn med sin to schæferhunde Roma og Shaka indtil han finder et mere permanent sted at bo. Mens han bor i LilleSyd, hjælper han med at reparere maskinerne, men må ofte stoppe på grund af hjerteproblemer.

Blue Bossa

Et par timer inden Jens’ båltændingsprojekt, har forsamlingen tømt buffeten og snakken går. En lokal mand sætter sig ved et flygel for enden af bordet, og 54-årige Jan Møller, en LilleSydboer, står klar med sin kontrabas. De begynder med nummeret ”Blue Bossa”. Nogle snakker videre, mens andre blot nyder musikken.

Jans kone, Jette Jørgensen på 57, sidder på en stol på den modsatte side af bordet et par meter væk. Hun sidder med korslagte ben, og armene hviler i skødet. Hendes blik er rettet ligefrem. På hendes kjole sidder en blå pin hvorpå der med hvide bogstaver står ”Alzheimer”. En byrde hun og Jan har båret på siden 2015. Jan sender jævnligt korte, analyserende blikke mod Jette mens han spiller.

”Efter vi har boet i parcelhus og så kom hertil, syntes jeg, at det blev tydeligt for mig, hvor meget jeg trives i fællesskabet,” fortæller Jan. Han og Jette bor i et hus, de selv har istandsat, i LilleSyd siden 2018. Jette supplerer: ”Jeg vil rigtig gerne have mennesker omkring mig.”

Parret har tidligere boet i bofællesskaber med mange aktiviteter, men Jettes diagnose sætter i dag begrænsninger. ”Det er jo primært aktiviteterne på forsamlingshuset, vi kan hjælpe med. Fordi vores liv er, som det er, med Alzheimer som en del af vores hverdag. Så det der med at bidrage med mange kræfter, er ikke noget vi kan.”

Ægteparret har boet flere steder før, bl.a. på Vesterbro i København. En fest i LilleSyd i 2017 gav dem lyst til at flytte til LilleSyd. ”Der sker enormt mange ting. Peters idéer, de er skide sjove. Der er altid sket et eller andet nyt. Der er altid noget under opsejling. Igangværende eller halvfærdigt. Det er ret fedt,” siger han. ”Jeg kunne rigtig godt tænke mig, at vi byggede et halmhus her.”

Jan og Martin, pianisten, spiller ”All the Things You Are”, mens der bliver ryddet af bordet. Snart kommer der jordbær og fuldfed fløde til folket. Både til pizzaaften og Sank Hans aften hjælper Jan i baren, og han er hurtig til at træde til når der skal vaskes op efter arrangementer.

Før kassen bliver tom

”Der er ikke penge til, at det her kan køre særlig lang tid, skal jeg hilse og sige,” siger Peter Aalbæk Jensen. ”LilleSyd bliver ikke uafhængig af min privatøkonomi, før at landsbyen er oppe at stå, og beboerne bruger forsamlingshuset til at spise i på hverdage. Derfor skal jeg finde penge til at kunne køre det i hvert fald de tre år, jeg tror der går, indtil at vi er så langt.”

Peters drøm om en sprudlende landsby med institution, købmand og kirke kan synes langt væk, men som Peter siger: ”Det er virkelig kedsommeligt for mig, hvis ikke jeg har kastet mig ud i et eller andet, der slår mig ihjel. Og når en gang det her forhåbentlig kører, så kaster jeg mig ud i noget nyt sindssygt. Det bliver jo det, jeg kreperer af, men hvad fa’en. Så har man haft det sjovt, ikke?”

LilleSyd kæmper med økonomien, men minisamfundet kan blomstre hvis der kommer flere folk til med hænderne rigtigt skruet på, som Mansour. Eller en glæde ved at underholde til arrangementer, som Jan. Eller nytænkning som Phil og Laura. Eller en tovholder som Jesper. Med disse kræfter, og et omfavnende overskud til at inkludere dem, som har svært ved at stå på egne ben, kan drømmen gå hen og blive til virkelighed.

De 150.000 kvadratmeter står klar til at møde ikke bare Peters drøm, men også de spirende drømme, som andre LilleSydboere går med. Efter gæsterne er taget hjem fra pizzaaften og kun LilleSydboere og tætte naboer er tilbage, smider nogen en plantegning til deres egen drøm om et tiny house på bordet.