fotograf

Se Venedig dø

La Serenissima, ’den roligste’, er Venedigs tilnavn. Men en årlig tilstrømning på omkring 30 millioner turister udfordrer roen. I takt med at antallet af besøgende stiger, falder indbyggertallet, og det kan være svært at forene ’la serenissima’ med det hektiske turistliv.

Morgenbussen fra fastlandet er som altid fyldt med trætte øjne, som kigger i forskellige retninger uden at se på noget. På en skærm, der hænger fra loftet, kører en computeranimeret reklamevideo i loop. Det er en reklame for et pendlerkort, som man kan bruge til både tog, bus og vandbus. Videoen hakker det samme sted hver gang, når billedet zoomer ind på et skilt, hvor der står ”Venezia”.

På endestationen Piazzale Roma blandes passagererne med lokalbeboere og besøgende. Så begynder en folkevandring i nærmest kapgangtempo væk fra asfaltveje og bildæk og imod kanaler og påhængsmotorer. De fleste har retning mod et arbejde, som beskæftiger sig direkte eller indirekte med Venedigs økonomiske toppost: turisme.

Det brostensbelagte vejnet betrædes hver dag af cirka 51.000 lokale venetianere og omkring 80.000 turister fra hele verden. I 1987 vurderede en gruppe eksperter, at Venedig højst kunne tolerere 20.750 besøgende om dagen, altså omkring en fjerdedel af, hvad de oplever i dag. Og det har konsekvenser. I takt med at flere og flere turister kommer til byen, flytter de lokale ud. Hvis udviklingen fortsætter, vil Venedig om under 50 år ende som en kulisseby.

Begravelsen og forlystelsesparken

I butiksruden hos apotekeren på Campo San Bortolomio står en nedtæller, som viser hvor mange, eller hvor få, lokale der er tilbage. Nedtælleren er Matteo Secchis værk. ”Lejen i Venedig er meget høj. Ejerne kan bede om mange penge, fordi folk er villige til at betale for at blive i Venedig. Både for at bo og for at gøre forretning,” siger Matteo, som er 49 år og receptionist på et af Venedigs 1.500 hoteller. Han plejede at drive sit eget hotel indtil ejeren af bygningen satte lejen op, og Matteo var nødt til at dreje nøglen om. Han bor nu i en lejlighed på 43m2 med sin datter på 11 år og sin kone, som også arbejder som receptionist.

Matteo har med sin bevægelse Venessia stået bag flere demonstrationer, blandt andet ”Venedigs begravelse” i 2009, som for alvor skabte fokus på overturisme, ikke bare i Venedig, men i turistbyer rundt omkring i Europa og resten af verden. I 2010 stod han og Venessia bag ”Veniceland”, en sarkastisk fremstilling af Venedig som et slags Disneyland, hvor demonstranter klædte sig ud som maskotter, og de printede oversigtskort over Venedig som en forlystelsespark. ”Jeg er meget stolt over at have været den første i verden, som sagde: ’Pas på, folkens. Vi bevæger os i den retning’. Nogle forstod, andre benægtede.”

Matteos fagter vokser og hans stemme bliver mere hidsig, når han snakker om antallet af turister i hans hjemby. ”Vi har lidt plads, men mange mennesker. Hvis du holder en fest hos mig med 20 mennesker, nyder vi det alle sammen. Men hvis du kommer hjem i min stue med 50-100 mennesker, nyder vi det ikke længere.” Matteo håber på, at byen kan indføre et maksimalt antal besøgende om dagen, stoppe tilladelser til åbning af flere hoteller og begrænse udviklingen af Airbnb.

Kvantitet over kvalitet

San Marco Pladsen, nok det meste kendte sted i Venedig, er sort af turister fra morgen til aften. En flod af selfiestænger og bøllehatte. Mænd deler duefoder eller roser ud i håb om almisser fra de rige udefrakommende. I små, mobile turistboder hænger plastikimitationer af de berømte venetianske masker. Én for 8 euro, to for 15. Rundt omkring i de små gader er der dog fortsat mennesker, som vier deres liv til den gamle kunst, det er at lave masker.

”Situationen er meget tragisk. For mig kommer folk, de berømte turister, til Venedig, uoplyste omkring det sande kunstneriske arbejde i byen,” fortæller Leonardo Faggian på 51 år. Han er ’mascarer’, en venetiansk maskemager, og har en butik og maskeværksted i byen. Han bor på øen Guidecca i Venedig med sin kone og to børn. I butikken hænger hundredevis af Leonardos masker omkring ham og stirrer tomt ud i luften og på de turister, der en gang imellem kigger ind. Halvdelen af alle turister i Venedig overnatter ikke i byen, og hvis de ikke køber lokalt fremstillede varer, tjener kunsthåndværkere, og byen, meget lidt på de dagsbesøgende.

”Siden 80’erne har karnevallet fået en renæssance. Folk fra hele verden så den stigende popularitet i masker og så en forretning. Så der er kommet en priskrig. Gode priser, men ringe håndværk. Plastikmaskerne bliver produceret hurtigt, i stort antal og billigt.” En ægte maske fra Leonardos butik kan nemt koste 150 euro, mens en tilsvarende plastikmaske fra en gadesælger koster under en tiendedel. ”Mit arbejde består kun lidt i at lave masker og mest af alt i forklare folk forskellen på de ægte masker og de falske,” forklarer han og griner.

Kolloserne

Ad de små gader, væk fra de afmærkede seværdighedsruter, er der en sjælden ro. På små, tomme pladser omgivet af klassiske femetagers murstenshuse, hænger vasketøj på snører mellem husene.

Rundt om hjørnet ved Sukkenes Bro og San Marco-pladsen kan det skvulpende vand i Basin Di San Marco knap høres for de tusinde af travle turistsåler på de gamle brosten, eller klikkene fra kameraer der foreviger endnu et brudepar foran den historiske kulisse. Med en nærmest ironisk høj røst, synger en gondoliere ’’O sole mio’ for smilende kunder, der har smidt 100 euro for 35 minutters sejlads midt i mekkaet. I én bevægelse sætter hundrede af duer i flugt, men kun fra den ene ende af pladsen til den anden, hvor endnu et barn har hånden fuld af knuste chips eller brødkrummer. En leg, som snart bliver stoppet af lokale betjente eller frivillige med #EnjoyRespectVenezia skrevet på ryggen.

På den store kanal kommer først to slæbebåde til syne. Bag dem trækker de et monster: et af de omkring 500 krydstogtskibe der hvert år besøger Venedig, mange af dem i blot otte timer. De udleder forurening i så store mængder, at luften i byen er ligeså farlig at indånde som i en storby med tung trafik. 

I 1987 kom Venedig på UNESCOs verdenskulturarvliste. I 2015 fik byen at vide, at den om to år ville komme på listen over truede kulturarv, hvis ikke man gjorde noget med turistproblemet. Dette er nu blevet udskudt to gange, senest til 2021, da det imellem regeringen, regionen og kommunen ikke er lykkes at lave tilstrækkelige ændringer.

En stor gruppe ældre turister, alle med øresnegle så de kan høre deres guide, presser sig igennem en snæver gade. De blokerer gaden for et ungt amerikansk par, som må gøre holdt, med deres rullekufferter. “Hvad sker der?” spørger kvinden, da hun må stoppe bag sin kæreste. Manden svarer træt: “det er en stor… flok”. De må vente tålmodigt til alle har klemt sig forbi, nogle med et undskyldende smil og flakkende blik.

Indtil der bliver gjort noget ved turismeproblemet, vil de små gader fortsat være overfyldte som forkalkede blodårer. Selvom turisme har været en stor del af den venetianske økonomi siden 1700-tallet, og selvom de utallige sprog ytret i gaderne og på pladserne ikke er noget nyt, kan byen ikke holde til presset, hvis udviklingen fortsætter.

Om aftenen, efter butikkerne er lukket, strømmer lokale børn og voksne ud på torvene. De voksne snakker og gestikulerer, mens børnene cykler, kører på løbehjul og spiller fodbold op ad de historiske bygninger. Venetiansk synes, i hvert fald i et par timer, at være det dominerende sprog der fylder luften.